H.C. Andersen ½ Marathon 2015
Den 4. oktober 2015 deltog jeg ved H.C. Andersen Marathon (½ maraton distancen) i Odense. Det gik godt.
Klokken er 6:55. En alarm bimler i den anden ende af lejligheden. Luftmadrassen knirker idét en arm famler i blinde, finder den stilhedsafbrydende kilde, og henlægger igen lejligheden til slumring. Lidt efter bipper mit Rubik's Cube vækkeur. Jeg drejer per automatik på øverste lag og den slukker. Jeg er vågen nu — men det følte jeg allerede at jeg halvvejs var; min søvn har været sporadisk, diskontinuert. Det er i dag der er løb. Det er i dag, at jeg tager min revanche.
Jeg stiger ud af sengen, og til synet af en lejlighed på 28km² i kaos: tøj, tasker, og mennesker ligger over det hele. Mine forældre og min søster vel at mærke. Efter at have udskilt min svagt gule morgenurin (væskebalance: ✓) og drukket 300 ml koldt postevand, finder jeg havregrynen frem. Farmand er godt igang med rugbrød og nutella. Min Far og jeg er de i løbet deltagende medlemmer af familien; den kvindelige halvdel står for support og godt selskab.
Et solidt præ-løb måltidsindtag senere (og en halv time mere på sengen) begynder realiteten at gå op for mig. Klokken nærmer sig afgang, og jeg påklæder mig blå løbetee (med SDU logo), sorte løbetights, sorte løbestrømper og mine lækre New Balance Minimus Zero v2 (blå og gule). Får jaget nåle i trøjen til startnummeret, og afsted vi cykler til Odense Idrætspark.
Ivrig som en
Pre: Far og Casper klar til start.
Andreas tilkendegiver sin tilstedeværelse i feltet; endnu en maratonløber fra løbeklubben. Vi er spændte. Jeg er spændt; Andreas virker spændt. Min Far, en noget rutineret herre med 20 maraton bag sig udviser ikke helt samme nervøsitet — fair nok. Sekunder før startskuddet går, ønsker jeg Andreas god tur, giver Farmand et anerkendende nik og forundres over den aparte (min overraskende fine) klassiske musik fra højtalerne. Bang. Sæt i gang.
H.C. Andersen Marathon 2015 skydes igang! © gormfoto.dk.
Min første tanke omhandler mine ben, som virker en anelse tunge. Maks 10 sekunder inde i løbet er den tanke borte. Løbere over det hele. Mennesker langs startområdet hepper. Jeg fokuserer på at indordne mig i feltet, men fornemmer. Jeg føler. Jeg er i den grad i live. Det er en fed følelse. Som en del af noget større.
Jeg har været spændt og nervøs inden løbet. Mest af alt, angående pace. Hvilken Fart skulle jeg forsøge at lægge ud med? Man løber gerne hurtigere med et startnummer. Men "fadæsen" fra 2013 skal revanceres. Tavlen skal viskes ren, og en gentagelse skulle under ingen omstændigheder finde sted. Hårdt at sige om første marathon, men jeg var ikke tilfreds med 01:44 selv dengang. Uden helt at kunne sige hvordan, blev jeg med min Far enig om 04:16. Jeg havde snakket frem og tilbage om at lægge ud i 04:25±5 min/km. Jeg gætter på at det var den grønne ballon. Så fin og grøn.
Efter en lidt hektisk start i forhold til placering, kom vi afsted med grøn gruppe, og jeg var godt løbende. Stabil puls i zone 4 (anaerob, 164-176 bpm). Efter ca. 10 km begynder iveren at tage over. Jeg begynder at lægge mig forrest i gruppen, og mærker dét. En fantastisk følelse af løber-velvære. Jeg har overskud. Fornuften (hold dig til planen) får ikke meget spillerum. Instinktet har overtaget, og jeg trækker fra med en gennemsnitsFart på ~04:08 min/km. Pulsen for et lille nøk, og jeg forlader zone 4; enter zone 5 (maksimal, 177-190).
Jeg flyver derudaf. Ind igennem byen står Mor og Camilla (søster) og hepper á to omgange. Jeg kan ikke lade være med at smile stort; den gode opbakning holder mig flyvende. Min Far så jeg sidst ved 10 km, lige inden jeg tog væske ved et depot. Det var ikke min mening at løbe fra, sådan uanmeldt, men jeg regnede med at han havde set (og ladet) mig løbe.
Distancen når aldrig af være en udfordring, og hen i mod de afsluttende kilometer, er jeg klar over at jeg kan holde hjem. Jeg skeler ikke engang til uret. Jeg ved at jeg holder tempo, kan se det på de medløbende jeg langsomt overhaler på vejen. Lyset brænder i mit bryst. Jeg er glad.
Jeg drejer ind mod idrætsparken, og jeg sætter Farten op. Det går let nedad, og jeg skyder afsted. En løber, hvem jeg passer tæt forbi, ønsker mig "god tur til mål" (eller noget i den retning). Det betyder virkeligt noget, og jeg giver ham tomlen op og et smil han ikke når at se. Det er ikke tanken om mål og dét at være færdig der pacer mig frem. Det er ikke medaljen og det er heller ikke det bugnende måldepot. I disse øjeblikke elsker jeg bare at løbe. Af hele mit hjerte, og jeg kan mærke en klump i halsen (på den gode måde); underløben bævrer en smule. Jeg skyder stolt brystet frem. Sømmet i bund; den får fuld skrue, og jeg indtager nær-makspuls: 193 bpm. Terminal-hastigheden er 21.15 km/t (03:09 min/km).
Jeg kigger tilbage på displayet og ser tiden. Min første tanke er lidt dum; jeg når at være en anelse skuffet i et par sekunder, for tiden matcher ikke helt følelsen. Jeg var i løber-himlen, og jeg kneb mig kun lige under 01:30 med to minutter. Det slår mig, at det jo betyder at jeg kom under 01:30 med to minutter. Med en medalje (hvor kom den fra?) om halsen vandrer jeg lidt rundt i blinde, men følelserne banker på. Jeg er kontrolleret og fattet, men det er stadig overvældende. Mor og Camilla står i nærheden og ønsker tillykke, tror jeg nok. De gør mig også opmærksom på, at Far er ved at komme i mål. Jeg kigger op, og ser ham løbe i mål i 01:30:03. Super godt. Så er alt som det skal være.
Far og Casper har gennemført ½ marathon.
Konklusion
- ✓ Kom under 01:30
- ✓ Kom før Far
- ✓ God opbakning
- ✓ Godt vejr i en smuk by
- ✓ Frø sået, next-up: maraton!
- ✓ Billede med Fyens Stiftidendes maskot
Fyends Stiftidendes maskot får et billede med Camilla og Casper.