Hylden

2020-03-15

Et større projekt er efterhånden nået til vejs ende! Mit første projekt med håndlavede træsamlinger i det hårde, men smukke, egetræ til indendørs brug er der tale om her! Jeanette havde i månedsvis snakket om, hvordan hun så godt kunne tænke sig en lækker hylde i træ til stuen, og jeg anede der mig en rigtig god mulighed for god øvelse i det finere træarbejde med håndværktøj der efterhånden er blevet en stabil hobby for mig.

Jeg vil ikke kede læseren med hele procesesson, fx de mange diskussioner (både interne og med Jeanette) om hvordan hylden nu også skulle tage sig ud, materialevalg, og især hvilke hyldeknægte der skulle bruges. Jeg kan blot meddele folket at jeg tog skeenstemmejernet i egen hånd og besluttede selv at lave dem! Det skulle vise sig at være en større opgave end først antaget... Nuvel! Jeg fortryder absolut intet!

Materialevalget faldt naturligvis på eg — Fagales Fagacae Quercus Robur. Den klart foretrukne træsort til indendørs brug herhjemme. Jeg havde lidt stumper tilbage fra tidligere projekter i egetræ, foruden den planke jeg naturligvis købte til at udgøre selve hylden.

Råmaterialet: Plankeudvalg i Bauhaus

Hyldeknægtene

Til én knægt (jeg kan vel undlade hylde-, der er vel ingen der i tvivl om konteksten længere?) savede jeg en pind (det bliver det vel, I guess). Dernæst skulle den naturligvis gøres både ret og plan. Dét foregik med min dejlige Stanley No. 4. Høvlet på alle sider savede jeg pinden i 3 stykker, der skulle udgøre elementerne i en hyldeknægt.

Pinden høvles Arbejdstegning

De to sider (kateterne i trekantkonstruktionen) lod jeg samle med svalehaler. Én af de absolut smukkeste træsamlinger — og en virkelig stærk samling også. Samlingen, vidste jeg selvølgelig godt, ville være skjult, men min tanke var at den ville tjene et perfekt formål som øvelse. Skråstiveren, der fordeler trykket fra hyldens yderste punkter lavede jeg taphuller til i begge sider, sådan at den samles helt uden skruer, dyvler eller lim! Det synes jeg jo i sagens natur er ganske elegant.

Der er savet ud til halerne Midterstykket stemmes ud Første halvdel færdig Anden halvdel påbegyndt To funktionelle havldele Elementerne er parate til samling 1stk. funktionel hyldeknægt

Jeg afsluttede hyldeknægtende med at hævle enderne skrå. Dernæst udstemmede jeg... (ja, beklager virkelig for mit ordforråd; jeg føler mig lidt som analfabet når jeg skal beskrive disse processer med så faglig korrekt sprogbrug som muligt. De forskellige samlinger har mange navne, hvoraf adskillige kender jeg ikke betegnelserne for—eller måske kun den engelske betegnelse.) Ja, dernæst udstemmede jeg en fordybning til hyldeknægtene i selve hylden, sådan at den er "låst" når den er sat op.

2stk. funktionelle hyldeknægte Hyldeknægte med afslutninger

Der stemmes ud i hylden Afsluttes med min nye grundhøvl så er hylden klar til sidste behandling

Med disse designvalg har jeg fuldstændig undgået brug af skruer/søm, lim, og/eller dyvler. Blot 4 skruer og dybler er anvendt til at montere hyldeknægtene på væggen. Inden de kom op fik pladerne og hyldeknægtene en rustik bordpladeolie.

Opsætning: første hyldeknægt Opsætning: hylde på plads Jeanette flytter ind på hylden

Sidste betragtninger

Projektet mangler en lille sidste detalje før det er ægte fuldendt; to Ø 1cm dyvler skal lige laves og skjule den ene skrue i hver hyldeknægt der er synlig. (Den anden skrue er placeret i hullet hvor skråstiveren er fæstnet.)

Der har været overordentligt stille her på bloggen den seneste tid. Ja, kigger man i arkiverne har der faktisk ikke været skrevet siden 2018! Det er jo ganske uhørt! Ærgeligt også, da megen af den udvikling jeg, trods min høje alder, stadig undergår ikke er dokumenteret her. I 2019 fik jeg min fantastiske høvlebænk af en virkelig god ven, og den har været omdrejningspunktet for mange gode projektet, hvoraf min værkstedsreol står særligt ud i hukommelsen. Det var første gang jeg lavede et projekt med træsamlinger, og for rigtigt at øve det, designede jeg reolen så den havde massere af dem!

Måske jeg end dag kan berette om dette og andre gode træprojekter og mit lille kartotek af spændende håndværktøj i senere tilbageblik her på bloggen. Hvem ved?

Desværre har den globale virus-krise sat en stopper trægruppen i Kolding Husflidsforening; dvs. sløjd om mandagen er aflyst frem til sæsonen begynder påny i september. Det er naturligvis ganske forfærdeligt, for det har været en kæmpe fornøjelse at arbejde med træ hver mandag sammen med en skøn flok træinteresserede! Men det hænder sjældent at der er noget der skidt at det slet ikke er godt for et eller andet; og ja, tvungne hjemmearbejdsdage har da den klare fordel at jeg sparer 2 timer om dagen i transport! Foruden mere søvn, giver det måske også ekstra luft til et nyt projekt?