Intet

Intet af Janne Teller er kategoriseret som en børnebog, men med det utroligt (og evigt) aktuelle tema den behandler, synes jeg denne kategorisering af for snæver. Den kan i lige så høj grad henvende sig til alle aldre, med dens provokerende og tankevækkende historie om 7.A's forsøg på at finde betydning og meningen med livet og alting.

Der er intet der betyder noget,
det har jeg vidst i lang tid. Så
det er ikke værd at gøre noget,
det har jeg lige fundet ud af.

Sådan starter Intet; omdrejningspunktet for historien er Pierre Anthons pludselige "erkendelse" af det ikke er værd at gøre noget, når intet alligevel betyder noget. Han går ud af skolen og bruger sine dage i et stort blommetræ, hvorfra han ikke holder sig tilbage for at prædike om sin nyfundne indsigt. 7.A bliver påvirket, ramt, skræmt og provokeret af Pierre, og hans skarpe argumenter for at intet er noget værd, at intet har nogen betydning.

Jeg blev bange. Bange for Pierre Anthon.
Bange, mere bange, mest bange.

7.A giver dog ikke op uden kamp. Handlingen centreres hurtigt om Agnes (første personen) og hendes klassekammeraters forsøg på at modbevise Pierre. At vise ham, at livet hár betydning, at der ér noget ved noget. Pierre Anthon er historiens adversary¹, antagonisten der hele tiden kæmper tilbage med utrolig kølig indsigt og skarpe livsanskuelser.

“Hvis I lever til I bliver firs, vil I have sovet de tredive år væk, gået i skole og lavet lektier i got ni år, og arbejdet i knap fjorten år. Da I allerede har brugt over seks år på at være småbørn og lege, og I skal bruge mindst tolv år på senere at gøre rent, lave mad og passe børn, har I højst nå år tilbage til at leve i.” [...]
“Og så gider I bruge de ni år på at lade som om I har succes i et skuespil der ikke betyder noget, når man i stedet kan nyde disse ni år med det samme.”

Han er provokerende, men det er ikke alt sammen barnlige argumenter. Det er ofte argumenter der på samme tid stikker lidt til læseren. Man bliver selv udfordret til at læne sig tilbage, og huske sig selv på, hvorfor det egentlig lige præcis er, at vi ikke bare nyder de ni år med det samme. Hvad det præcis er, der i det store perspektiv, giver mening og betydning.

Bogens fremstilling

Janne Teller har et vidunderligt dejligt sprogbrug. Dét var noget af det første jeg lagde mærke til, blot få sætninger inde i bogen.

Hun leger med sproget, leger med det, leger.

Mørk. Mørkere. Mørkeræd.

Det er vidunderligt at opleve, og skaber i bogen en synergi, der gør hele oplevelsen rigere. Det fanger læseren, skaber fokus; øjnene glider ikke bare træt og monotont henover ordene&mdadsh;de danser over bogstavrækken, respekterer grammatikkens regler om ophold og pauser, og det udvikler sig til tider til poesi. En sand fornøjelse.

Tæring Skole var stor og firkantet og betongrå i te etager og i grunden meget grim, men det var der ikke mange af os der havde tid at tænke på, og slet ikke nu hvor vi brugte al vores tid på ikke at tænke på det Pierre Anthon sagde.

Perspektiv

Efter at have læst sidste side af Intet, og reflekteret en smule over indholdet, finder jeg én sammenligning klar, ja næsten uundgåelig. Jeg kommer til at tænke på Lord of the Flies af William Golding. Det der i starten ligner en tilforladelig rejse, hvor man kan håbe at alle går stærkere, mere oplyste om dem selv og livet, gode erfaringer rigere, og mere til, udvikler sig pludselig kaotisk. Det eskalerer i én retning, og bliver hurtigt besynderligt, skræmmende og makabert. Præcis denne udvikling er utrolig ens i de to bøger; parallellerne er stærke, men på den gode måde.

Konklusion

Janne Tellers Intet får en stærk anbefaling her fra. Et virkelig vidunderligt og tankevækkende bekendtskab, der ikke rigtig slipper én efter at man har lagt bogen på hylden. Sproget er let og flydende, legende let, finurligt, og giver bogen en dejlig dynamik. En stor tak skal gå til vedkommende, hvem der anbefalede mig bogen—det sætter jeg virkelig pris på. Så jeg giver stafetten videre til dig, kære læser: Janne Tellers Intet er helt sikkert en eftermiddag værd. Og selvom den hurtigt er overstået, så sidder den længe i kroppen.

Noget. Meget. Betydningen!

¹: Dansk: modstander. Men det er slet ikke lige så rammende eller beskrivende.