Stephen King: 22.11.63

2015-11-03

Stephen King har forsøgt sig med en spændingsroman omhandlende en middelaldrende gymnasielærers forsøg på at forhindre mordet på John. F. Kennedy — efter at have opdaget en tidstunnel der fører tilbage til 1958. Men tiden er genstridig, og gør modstand. Den modsætter sig at blive ændret. Titlen er 22.11.63, formatet er bog.

Jake Epping er det litterære omdrejningspunkt (skrevet i 1. person), fraskilt, og gymnasielærer i Engelsk. Gennem det lokale spisesteds (Diner) ejer, Al Templeton, bliver han introduceret til en tidstunnel, der fører tilbage til 1958. Efter den indledende forbløffelse og forvirring, indser Jake mulighederne ved denne mulighed for at ændre et livsforløb i en personlig sag, samt at prøve kræfter med en langt større udfordring: at forhindre mordet på JFK.

Jake bliver hurtigt involveret i mission stop-mordet-på-JFK ved henvendelse fra Al, som fra den ene dag til den anden er blevet markant ældre, og dødssyg. Al forklarer, at tunellen har følgende egenskaber:

  • Hver tur tilbage er en genstart; omend man kan ændre tidens gang, vil gentagende ture slette disse ændringer og "man starter forfra".
  • Hver tur tager 2 min i "nutiden" — uanset hvor lang tid man bruger i fortiden
  • Man ankommer til 9. september, 1958, kl. 11:58.

Og forklarer også, hvilket Jake selv oplever på egen krop, at fortiden virker genstridig; jo mere man forsøger at ændre den, jo større modstand gør den i form af forhindringer, uheld, mv.

Motiv

Jeg var indledningsvis skeptisk overfor Jake's motiv for at gå tilbage i tiden. Det er tydeligt, at det er Al's ønske at redde JFK; Jake har som udgangspunkt intet særligt forhold til dette. Hovedmotivationen virker til at være forholdet til Al og et halvtomt løfte om at føre denne døende mands sidste ønske ud i livet. Men er det nok? Er det motivation nok til at rejse tilbage til 1958, og tilbringe op mod 5 år af sit liv på denne, tilsyneladende, vanvidsmission. For ikke at tale om de konsekvenser der følger; Al argumenterer for hvordan det vil løse kold krig samt stoppe Vietnam krigen i at bryde ud.

Men Jakes forhold til Al er ret overfladisk; hans henvendelse til Jake kommer som en stor overraskelse, og virker allerede her søgt. Måske skal det ses som et udtryk for Al's desperation ved at være vendt tilbage til nutiden, dødssyg og ude af stand til selv at redde JFK. Eller en naturlig og menneskelig nysgerrighed ved Jake's karakter; det ville være dumt at forvente fuldstændig rationel tankegang — han er jo ikke Harry Potter. Han handler også i kraft af følelser og instinkter. Fair nok.

Den personlige sag

I forbindelse med sin lærergerning har Jake stiftet bekendskab med den lærings-udfordrede, men sympatiske, pedels tragiske barndomstraume. I den bedste fristil Jake nogensinde har læst, bliver manden. der ikke har let til tårer, dybt rørt af Harry Dunnings fortælling om hvordan hans alkoholiske far på Halloween i 1958 myrder hans mor og hans søskende — en hændelse Harry selv slipper fra med en hjerneskade.

Da Jake kobler denne hændelse sammen med tidstunnellens destinationsår er han fast besluttet på at forhindre denne tragedie. Så det giver god mening, at meget af bogen i virkeligheden foregår i Harry Dunnings hjemby Derry.

Fortiden

Stephen King har en interessant vinkel på hele begrebet med tid og hans tilgang til tidstunnellen. At tiden ikke ønsker at blive ændret kan måske umiddelbart lyde fjollet. Men har man først købt at Jake rent faktisk finder en tidstunnel og rejser 53 år tilbage i tiden, er det en interessant feature, omend ikke særlig tilfredsstillende set fra et mere rationelt synspunkt.

Hver gang jeg kastede op, hver gang mine tarme trak sig sammen, tænkte jeg den samme tanke: Fortiden ønsker ikke at blive ændret. Fortiden stritter imod.

Som meget andet underholdning indeholdende tidsrejser, rejser der sig en del spørgsmål og skepsis. Det er ikke altid intuitivt og nogle gange paradoksalt. 22.11.63 er heller ingen undtagelse, men jeg synes dog at forsøget er hæderligt. I virkeligheden er jeg endnu ikke i stand til at give et mere nuanceret syn på sagen, da jeg har megen science fiction læsning forude.

Var jeg overrasket? Heller ikke. For fortiden er ikke bare genstridig; den er i harmoni både med sig selv og fremtiden. Den harmoni oplevede jeg igen og igen.

Sadie

Man fornemmer det af bagsiden på bogen og af introduktionen til Jake som den nyligt fraskilte gymnasielærer i midten af trediverne. Love, er helt sikkert også et tema i denne spændingsroman. Der er tale om et relativt forudsigeligt møde og Jake & Sadie bliver hurtigt et par. Forholdet viser sig at være plot relevant, og skaber nogle situationer og udfordringer for vor hovedkarakter at tackle.

Én af de ting jeg virkelig godt kunne lidt ved bogen var Kings sans for dans. Jake er en habil danser, og jeg fik helt pulsen op da Mr. A. og Miz Dunhill tager hinanden i hånden og performer en elektrisk og sensuel swing, Lindy Hop, til Glenn Miller: 'In the Mood'.

Jeg vidste, hvilken plade han ville sætte på, jeg vidste, at vi ville danse til den, og jeg vidste, hvordan vi ville danse den. Og så begyndte den, denne bløde messing-intro:
Bah-dah-dah ... bah-dah-da-dee-dum
Glenn Miller. 'In the Mood'.
Sadie rakte om bag på hovedet og trak elastikken af, så håret faldt frit. Hun smilede og begyndte at vugge i hofterne. Håret dansede fra skulder til skulder.
"Kan du swinge?" Jeg hævede stemmen for at overdøve musikken. Vidste, at hun kunne. Vidste, at hun ville. [...]
Nu giver du min hånd et klem for at fortælle mig, om du danser mod venstre eller mod højre. [...]
Jeg kom op igen, hun fulgte efter. Hun fløj væk og kom så tilbage i mine arme. Vi dansede under lysene.
At danse er at leve.

Efter at have læst den passage, giver det mening. Dans altså.

Jake og Sadie kommer ud for lidt af hvert, og på trods af disse strabadser, udfordringer og knubs som livet (tiden?) giver, er der ingen tvivl om at Sadie er Jake's store kærlighed.

'Hvis blot der er kærlighed, er skoldkoppekratere lige så smukke som smilehuller.' Jeg vil elske dit ansigt, uanset hvordan det ser ud. Fordi det er dit.

Oversættelsen

Én af de ting jeg dog studsede gevaldigt over i forbindelse af min læsning af Stephen Kings ellers fine roman (overall), var oversættelsen. Jeg er efterhånden vandt til at læse bøger på deres originalsprog; og jeg er kun blevet bekræftet i denne holdning. Jeg fandt adskillige slå-fejl, kommafejl (det kan godt være jeg ikke sætter alle mine kommaer i henhold til gældende grammatik, men det betyder ikke, at jeg ikke kan se når det er gjort forkert [Et princip jeg tillærte mig i forbindelse med en eksaminatorietime i et af mine kurser på 4. semester; man behøver ikke at have løst en opgave selv, for at kunne vurdere om den er løst korrekt og/eller verificere løsningen]), og andre meningsforstyrrende misoversættelser.

Eksempelvis, har det irriteret mig at oversætteren har valgt at oversætte "science-fiction" til "sf" (jeg ville foretrække "science fiction" eller "sci-fi"):

Engelsk:

I felt like an alien in a science fiction movie, ...

Dansk oversættelse:

Jeg følte mig som et rumvæsen i en sf-film, ...

Konklusion

Stephen King leverer i sandhed en spændingsroman der er værd at læse. Jeg havde ingen forudgående særlig interesse i JFK eller 1950'ernes Amerika, men følte mig revet med og i virkeligheden fascineret af tiden og dens kontraster til i dag. Jeg var helt sikkert underholdt, også på trods af en vis skepsis vedrørende tidselementet og den genstridige fortid.

Dog kan man muligvis kritisere tempoet i visse dele af bogen. Meget af den tid Jake tilbringer i årene 1958 til 1963 går med spionage og at forsøget at få vished omkring Lee Oswalds (med)skyldighed i mordet på JFK. Det er naturligvis realistisk og betagende, men også trættende og kedsommeligt til tider at høre om Oswalds gøren og laden. Det er forfriskende når disse passager bliver afbrudt af Jake's tilknytning til Sadie og tilværelsen som gymnasielærer i Jodie.

Spændingen stiger heldigvis i de senere kapitler, og King formår at styre uden om de største klichéer og en fuldstændig rosenrød slutning.

Stephen King: 22.11.63