Ny blog

2020-08-21

Så er der sket lidt af en revolution på bloggen! Hvis du er en af mine mange trofaste følgere her på adressen, bemærker du naturligvis at siden har fået en, vil nogle mene, tiltrængt make over. Ja, der er kommet farver på, og fancy skrivemaskine-effekter. Men, mere interessant er hvad der også er sket under overfladen. Her er python+Flask udskiftet med TypeScript+Svelte+Sapper.

Jeg har i nogen tid været lidt lun på dette (Svelte) spændende nye skud på stammen af et JavaScript component "framework" at være. En af de ting der er særligt spændende ved Svelte (og Sapper, som er det framework der bruger Svelte til at lave en fuldendt web app) er at det i virkelighden er en compiler. Det gør bl.a. at en typisk component eller app vil have et meget mindre hukommelsesaftryk og bedre performance. Det kan du læse meget mere om på svelte bloggen der introducerer Sapper: Sapper: Towards the ideal web app framework.

Svelte og Sapper er dog et relativt nyt projekt, og har desværre ikke fuld native support for TypeScript, som jeg virkelig har lært at elske. Men med lidt målrettet googlesøgning og lidt copy-pasta og nørkleri har jeg formået med udgangspunkt i Sappers projekt template og andre typescript templates at få det til at fungere, også med den nye standard linter ESLint (TSLint er deprecated).

Indtil videre har min oplevelse med Svelte og Sapper været ganske positiv, men jeg vil stadig betegne mig selv som værende grøn i teknologien. Så jeg vil dedikere fremtidige indlæg til at bedømme oplevelsen og måske komme med eksempler eller måske en lille tutorial?