Stat vs. Religion

Det der sker på hjemmefronten i disse år herhjemme på vor matrikkel i Kolding, sætter nogle tanker igang, og har også kastet lidt brændstof på bålet når det gælder adskillelse af kirke og stat. Et af de punkter, hvor tiden må være mere end moden til at bringe vort samfund ind i det 21. århundrede.

Et af de punkter hvor man som borger i Danmark bliver konfronteret med, at staten og den herhjemme herskende religion, kristendommen, er sammenfiltret som var de to stykker kogt spaghetti, er når vi bringer nyt godt folk til byen. Ja, altså helt nye menneskelignende væsener; jeg snakker naturligvis om de oftest omtrent 9 måneder gamle organismer, hvem kvinder via en fantastisk kraftpræstation får presset ud i lyset, kulden, og den ubarmhjertige virkelighed.

Disse nuttede små snylteorganismer skal naturligvis ikke snydes for deres helt egen row i CPR-registrets databaser, og ja, åbenlyst heller for en side i kirkekontorets store logbog. For det er sådan, at navneregistreringen af det lille spædbarn (eller baby, afhængig af hvor længe man venter) foregår igennem det kirkekontoret ved det lokale sogn.

Anlægger man et historisk perspektiv, er der måske gode grunde til hvorfor det har fungeret sådan engang, men jeg begriber ikke hvorfor det skal være sådan i dag. Som borger uden tilknytning til nogen religion, har jeg svært ved at forstå hvorfor denne proces ikke ligger hos den enkelte kommune. Dét kunne jeg faktisk godt tænke mig at høre mere om.

Men der hvor kæden hopper af hos mig, er når navneregistreringen er udliciteret til en, i mine øjne, usympatisk samfundsmæssig 3. part. Det usympatiske knytter sig naturligvis ikke til kristendommen generelt, men er myntet på ledelsen i mit lokale sogn. Den har været præget af, må jeg sige, store skandaler, i og med at de ansatte præster ikke ønsker og har ønsket at vie bl.a. tidligere gifte (dvs. fraskilte) personer og partnere af samme køn. Og tilmed ikke anerkender kvindelige præster. Læs fx i Berlingske: Kathrine Lilleør: Kristkirken i Kolding afviser folk i Kristi navn – det er ikke rummelighed.

På kristkirkens egen hjemmeside er det naturligvis formuleret noget mere nedtonet, så man næsten ikke bemærker forskelsbehandlingen:

I forbindelse med vielser, hvor den ene eller begge parter er fraskilt, eller hvor der er tale om to parter af samme køn, anviser provsten en præst til at forrette vielsen. Kordegnekontoret hjælper gerne med at formidle kontakten.

Jeg synes bare det er virkelig underligt og ubehageligt, at man i forbindelse med at skulle navngive sit barn, skal interagere med kirken, og ikke kommunen, hvem jeg synes burde være den rette instans til at foretage en sådan registrering.